Obligatorisk tekst og link til dagtilbud (0-6 år)
Du kan se vores nyeste tilsynsrapport og læse mere om det pædagogiske tilsyn på Københavns Kommunes hjemmeside her: Pædagogisk tilsyn i dagtilbud | Københavns Kommunes hjemmeside (kk.dk)
Forældrerådets kommentering til pædagogisk tilsyn 2024
Som forældreråd har vi læst rapporten grundigt, og vi vil gerne dele vores perspektiver.
Vi læser en rapport, der afspejler et velfungerende børnehus med høj kvalitet i det pædagogiske arbejde og via de fysiske rammer, der imødekommer vores børns behov og udvikling i høj grad.
Som forældre ser vi et Børnehus, der udmærker sig ved et særdeles positivt samspil og stærke relationer mellem børn og voksne. Vurderingen fremhæver gentagne gange, at det pædagogiske personale er opmærksomme, nærværende og engagerede i samspillet med børnene. Dette er efter vores opfattelse en grundsten i børnenes trivsel og udvikling, og netop et kendetegn for Børnehuset.
Som forældre oplever vi, at vores børn har en tryg, tillidsfuld og omsorgsfuld hverdag, hvor de stimuleres og støttes både følelses- og udviklingsmæssigt. Vi oplever også et personale, der har et stærkt fokus på omsorg og læring. For os er Børnehuset kendetegnet ved en høj faglighed, kærlig omsorg og stort engagement, som er i øjenhøjde med vores børn.
Som forældreråd oplever vi også et Børnehus, hvor børnene trives, udvikler sig og indgår i mange forskellige fællesskaber med både børn og voksne. Det er tydeligt, at personalet guider og støtter vores børn igennem dagens mange aspekter. Dette er i vores øjne en stærk kvalitet, og giver vores børn en solid ballast.
Vi oplever også, at børnene bliver inddraget i mange situationer, fx under måltider, i praktiske opgaver og på ture ud af huset. Det gælder både i vuggestuen og i børnehaven. Vi oplever også, at inddragelsen og udviklingen sker via de fysiske rammer, bl.a. ved aktivitetsoversigten for Raketterne, i indretningen af forskellige legerum, de kreative udfoldelser mv.
Vi ser derfor også de fysiske læringsmiljøer og legezoner som meget velovervejede og tilpasset børnenes behov. Det er tydeligt, at der ligger refleksion bag opbygningen af miljøerne, hvilket giver børnene mulighed for både at udforske og fordybe sig.
Samlet er det vores oplevelse, at Børnehuset daglig skaber rammer, der fremmer de stærke børnefællesskaber og leg på en måde, der tilgodeser både selvhjulpenhed og inddragelse. Vi oplever, at Børnehuset i høj grad understøtter vores børns trivsel og udvikling i et trygt og stimulerende miljø.
Samtidig føler vi os set, hørt og inddraget som forældre, og der er en tydelig dialog mellem os og personalet. Det giver os en stor tryghed.
Vi ønsker på den baggrund at udtrykke vores fulde opbakning til Børnehusets pædagogiske personale og ledelse, som vi oplever arbejder dedikeret og reflekteret for at skabe de bedst mulige betingelser for vores børn.
Selv i de to områder der skal "justeres", er observationerne overvejende positive med ord som "ofte" og "altid eller næsten altid". Det vidner om et solidt fundament.
Hvad vi særligt hæfter os ved:
- Personalet er næsten altid tilgængelige for børnene
- Der er god balance mellem børnenes egne lege og voksenstyrede aktiviteter
- Læringsmiljøet er godt organiseret
- Personalet er gode til at hjælpe børn ind i fællesskaber
Særlig bemærkning om selvhjulpenhed:
Som forældreråd finder vi det relevant at fremhæve vores erfaringer med børnenes selvhjulpenhed. Hvor rapporten nævner, at dette sjældent blev observeret i tilsynsperioden, er vores klare oplevelse, at selvhjulpenhed og børneinddragelse er en fast del af hverdagen i børnehuset. Dette ser vi både ved opstart i vuggestuen og i den daglige praksis. Vi mener derfor, at observationerne på dette punkt ikke helt afspejler den generelle praksis i huset.
Udviklingspunkter:
Vi noterer os den konkrete anvisning om at arbejde videre med de omsorgspædagogiske greb ud fra børnenes behov og udviklingszoner. Som forældreråd har vi tillid til, at børnehuset vil arbejde konstruktivt med dette udviklingspunkt, ligesom med de øvrige justeringer rapporten peger på.
Vi sætter pris på et børnehus, der konstant stræber efter at blive endnu bedre - også på områder der allerede fungerer godt. Vi ser frem til at følge udviklingen og bidrage med forældrenes perspektiver.
Forældreinddragelse
Forældrene er en vigtig medspiller i tilsynsprocessen, hvor en forældrerepræsentant fra forældrerådet eller den selvejende bestyrelse inviteres til at deltage i den faglige dialog med den pædagogiske konsulent. Efterfølgende har forældrerådet eller den selvejende bestyrelse mulighed for at kommentere på konsulentens tilsynsrapport før den skal offentliggøres.
Tilsynsrapporten præsenteres og drøftes desuden som et fast punkt på det årlige forældremøde.
Du kan læse mere om Københavns Kommunes tilsynskoncept her